Maj 2023: Idriftsættelse af den største PTO-drevne flishugger i JENZ´s program
For nylig idriftsatte vi den største pto-drevne flishugger, som JENZ har i deres program, ved Svanninge Skovservice. Den kraftige HEM 841 Z har hele 1400 mm indtræksbredde og en indtrækshøjde på 820 mm - så tykke træstammer klares som var det en leg.
En anden ting, der går som en leg, er vedligeholdelsen. Flishuggeren er yderst servicevenlig takket være det enorme sold-cover, som giver formidabel adgang til rotoren og samtidig også mulighed for udskiftning af soldet uden brug af værktøjer. Derudover er huggeren bl.a. udstyret med en svingbar værktøjskasse, der sidder ved rotoren, dvs. nem og hurtig udskiftning af knivene.
Den hydrauliske blæser sørger for lave driftsomkostninger, mens det store soldområde i kombination med det optimerede indtræksbord og kontrolsystemet CFA2 sikrer en høj og konstant fliskvalitet.
Vi kan godt forstå, at Svanninge Skovservice har valgt at købe en JENZ flishugger igen - det ER en rigtig fin maskine.
Se en video af idriftsættelsen her:
På besøg ved BRT Hartner
Medio maj var vi på besøg ved vores leverandør BRT Hartner i Tyskland, som hjælper med løsninger indenfor ballistiske sigter, rotorsigter, poseåbnere og andre sorteringsmaskiner og -anlæg.
Her blev hver maskine gennemgået detaljeret ligesom vi samtidig blev klogere på videreudviklingerne - alt sammen krydret med charmerende omgivelser, gode dialoger og ikke mindst gedigen tysk mad.
Tekstiler var i fokus på LOOP
I slutningen af april deltog vi som udstiller på den godt besøgte LOOP-messe i København. Her blev vi mødt af interessante henvendelser og gode dialoger, ligesom der også var inspirerende foredrag.
Det helt store buzz-word var tekstiler og muligheden for recycling heraf. Her var der flere spændende bud på genanvendelsesmuligheder.
Vores løsningsforslag er her neddeling af tekstilerne med en 4-valset Untha neddeler, så materialet nemmere kan genanvendes eller alternativt sendes til ressourceudnyttelse.